ER TERAPIEN NOGET FOR MIG?
Den metakognitive behandlingsform er transdiagnostisk, hvilket vil sige, at den kan anvendes til en bred vifte af psykiske problematikker. Metoden er meget effektiv i forhold til særligt depression og angst, og herunder det man generelt kan kalde for grublen, bekymringstanker og ruminationer.
Terapien er overordnet noget for dig, som oplever, at dine tanker fylder meget og påvirker dig negativt ved eksempelvis at gøre dig trist eller fraværende. Eller måske holder dine tanker dig fast i talrige spekulationer, som ikke rigtig fører dig nogen vegne, men i stedet gør dig udmattet. Kort sagt er terapien noget for dig, som ønsker at få en større indflydelse på dine tanker og følelsers påvirkning af dig.
Terapien er også oplagt for dig, som tidligere har engageret dig i traditionel terapi, hvor tankens indhold er i fokus, uden at have oplevet den forandring, du søger. Grunden kan meget vel være, at dine problematikker udspringer af metakognitive elementer, som typisk ikke er et fokus i traditionel terapi.
Det er ikke nødvendigt at have en diagnose for at få gavn af et metakognitivt forløb. Det er heller ikke nødvendigt med forudgående kendskab til terapien.