Hvad er en depression
Er du deprimeret, vil du opleve en relativ konstant og vedvarende tilstand af grundlæggende tristhed, som ikke rigtig lader sig påvirke af ting omkring dig. Dine negative tanker vil fylde døgnet rundt, og du vil typisk miste lysten til at gøre de ting, du plejer at synes om.
Ofte vil du føle værdiløshed, svaghed, håbløshed, skyld, tomhed, lavt selvværd, og du kan opleve et fravær af begejstring, lyst og interesse. Der kan også være en lav selvfølelse, hvilket vil sige, at det kan være svært for dig at mærke, hvad du føler.
Andre symptomer kan være energiforladthed, mangel på overskud til almindeligt socialt samvær, koncentrationsbesvær, vægelsind, mangel på appetit eller overspisning, søvnløshed, tidlig opvågning om morgenen, at sove meget eller at helt vende om på dag og nat.
Depression er en almindelig psykisk lidelse, som cirka 15 % vil opleve på et tidspunkt i livet. Den inddeles i tre grader; let, moderat og svær. Uanset om du har en reel depression eller du oplever enkelte depressive symptomer, så kan du have brug for hjælp til at bryde de mønstre, som vedligeholder tilstanden. På den måde undgår du, at det udvikler sig eller gentager sig. Nyere studier viser, at metakognitiv terapi er effektivt.